En af Danmarks største koncerner, Coloplast, tager det første skridt, der kan give danske børs for naturgashandel sit gennembrud. Vi kommer til at se mere og mere handel med naturgas over Nord Pool Gas, forudser ekspert.

Af Peder Bjerge, journalist

Mens alle børser verden over vånder sig under den finansielle krise, står en ny børs for en anderledes positiv nyhed. På den nye danske markedsplads Nord Pool Gas køber og sælger virksomheder og energiselskaber naturgas.

Handelen foregår elektronisk over internettet, så købere og sælgere hele tiden kan overvåge, hvordan prisen udvikler sig minut for minut. Men hverken købere eller sælgere ved, hvem de handler med. Der er fuld anonymitet, fordi markedspladsen garanterer, at handler indgået på børsen bliver opfyldt.

Med den første slutkundehandel over Nord Pool Gas kan markedspladsen meget vel have fået sit afgørende gennembrud, mener Marianne Eriksen, seniorkonsulent i Norenergi. Hun har formidlet aftalen mellem Coloplast og HNG Midt-Nord Handel.

– Det er meget vigtigt skridt frem for at sikre konkurrence på naturgasmarkedet, siger Marianne Eriksen.

Professor Peter Møllgaard, ekspert i konkurrenceret på Copenhagen Business School (CBS) er enig i vurderingen af perspektiverne i den første transaktion.

– Den nye markedsplads vil få afgørende betydning for prisfastsættelsen på naturgas, siger Peter Møllgaard, der mener, at den nye børs kan udvikle sig fra en rent dansk markedsplads til en nordisk. Ganske på samme måde som det er sket med børsmarkedet for handel med el, hvor nordmændene i begyndelsen var ene om at handle, men hvorefter svenskerne og danskerne senere er kommet med.

Født marts 2008

Mens den nordiske elbørs, Nord Pool, over årene har markeret sig som Europa største af sin slags, har det indtil nu knebet med at få gang i handelen på Nord Pool Gas. Men med til historien hører dog, at den havde 4. marts 2008 som første handelsdag. Som ejere står danske Energinet.dk og Nord Pool Spot med 50 procent hver.

– Man kan indvende, at markedet endnu er ikke tilstrækkeligt likvidt, fordi der ikke er nok transaktioner hen over markedspladsen. Men man skal jo begynde et sted for at komme i gang, pointerer Marianne Eriksen. Hun mener, at det er på tide med en gennemsigtig prisdannelse på naturgas, fordi forbruget af naturgas her til lands repræsenterer godt 60 TWh (terawatttimer), mens det danske elforbrug udgør cirka 35 TWh.

– I dag er markedet meget tyndt, og markedsprisen bliver i realiteten fastsat udenfor markedspladsen. Det er bagvendt og gør det svært at gennemskue for kunderne, hvad prisen på naturgas egentlig bør være. Men med tiden vil markedsprisen blive fastsat over den nye børs, pointerer Peter Møllgaard, der sidder i bestyrelsen for Energinet.dk.

Ikke gennemsigtigt

– Som markedet fungerer nu har kunderne ikke mulighed for at gennemskue, om de betaler for meget eller for lidt for naturgassen. De store kunder har måske en mulighed for at presse prisen, mens de små betaler mere. Når markedet bliver mere gennemskueligt, vil det betyde en langt mere lige prisfastsættelse, siger Peter Møllgaard.

I betragtning af, hvor meget naturgas fylder, er det på høje tide, at der kommer et gennemsigtigt marked, mener han.

Idealet for den nye børs

Nord Pool i Norge er et afgørende vigtigt element for at sikre en gennemsigtig prisdannelse på handel med elektricitet på tværs af de nordiske lande. Og Marianne Eriksen lægger heller ikke skjul på, at Nord Pool Gas meget gerne skulle nå samme gennemsigtighed.

– Almindelige industrikunder har haft svært ved at gennemskue prisdannelsen på naturgasmarkedet, fordi leverandørerne sammensætter deres prisformler meget forskelligt og med forskellige referencepunkter. Derfor har kunderne hidtil haft meget svært ved at gennemskue hvilket pristilbud, der var det bedste, siger Marianne Eriksen.

Læs mere på www.nordpool.com

Bragt i El & Energi nr. 21 2008