Efter succes med kunder som Mærsk, Lego, Danske Bank og DR er Peter Køberl klar til at tage det store spring med sin virksomhed, Visutech. Næste skridt er at koble en professionel ledelse på, så han kan koncentrere sig om salg og udvikling.

Af Peder Bjerge
Min bank ville ikke være med. Selv om jeg havde en ordre fra den første kunde, sagde banken nej at finansiere komponenter til 700.000 kroner i tre måneder.

En sådan besked ville være gravskriften for mange iværksætteres drømme – mange visioner om nye virksomheder og vækst er visnet væk som følge af en bankrådgivers beklagende smil.

Afslaget fik dog ikke Peter Køberl ud af kurs.

– Gode kolleger fra min gamle arbejdsplads hjalp mig til at finde en anden bank, fortæller han i dag – ni år efter de dramatiske dage i 2003.

I sidste ende blev der ikke behov for den nye bank til at finansiere Peter Køberls plan om at begynde som iværksætter. Hans kunde var nemlig ingen ringere end en af de fonde, der ejer Danmarks største koncern, A.P. Møller – Mærsk. Fonden var i færd med at opføre Operaen på Holmen i København, og her var der behov for elektroniske display, der gør det muligt at læse teksten til, hvad tenorer, sopraner og andre kunstnere synger fra scenen.

Visutech skulle levere en fem meter lang storskærm over scenen samt display indbygget i udvalgte sæder, hvis det økonomiske fundament kom på plads.

– Fra begyndelsen spillede jeg med meget åbne kort over for Mærsk. Og de sagde, at det skulle de nok ordne. Fik de nogle procenters rabat, lagde de halvdelen af betalingen forud. Det var herligt – jeg lånte ikke en krone af banken, smiler Peter Køberl.

Faktisk skylder han i dag ikke en krone i virksomheden. Med den første ordre fulgte nemlig flere i hurtigt tempo, efterhånden som nyheden om den nye virksomhed spredte sig.

Men hvad var det egentlig, Visutech og Peter Køberl kunne levere, som var så attraktivt?

Svaret skal man finde i de bittesmå lysdioder – populært kaldet LED – som bruger meget mindre strøm end traditionelle glødetrådslamper. Samtidig gør den teknologi det muligt for Peter Køberl at udvikle intelligente display og belysningssystemer. Et eksempel er nogle intelligente exit-skilte, som han har udviklet specielt til biograferne i Nordisk Filmkoncernen, hvor man havde installeret nye typer biograflærred beregnet til at vise film i 3D.

– De lærreder har aluminiumspartikler, som opsuger lyset fra almindelige skilte med lys. De nye skilte dæmper lyset, når filmen begynder, og lyser op, når forestillingen er slut, siger Peter Køberl.

Andre kunder som Lego og McDonald’s har efterspurgt skilte til butikker, mens kunder som Danske Bank efterspørger komponenter til at spare energi på belysningen i bankens mange filialer.

I løbet af de seneste ni år har Peter Køberl oplevet en efterspørgsel efter hans produkter fra mange forskellige brancher.

En selvstændigs rejse

– Jeg tror, at man som selvstændig gennemlever en rejse, hvor man ender et eller andet sted. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle lave det her, siger Peter Køberl og peger mod exit-skiltene.

– Jeg tror, at de fleste ingeniører har et eller andet i kroppen med, at de gerne vil være selvstændige. Jeg havde det utroligt godt på min gamle arbejdsplads – jeg havde et spændende job med rejser til fantastiske steder. Men jeg har altid gerne villet prøve kræfter med at være mig selv, siger Peter Køberl.

Egentlig havde han regnet med, at han skulle være selvstændig efter et par år som lønmodtager. Men 13 år forsvandt som dug for solens stråler, og pludselig sad han som salgschef i virksomheden Focon Electronic Systems.

– Da var børnene så blevet så gamle, at de var mere selvstændige. Så det passede fint, siger Peter Køberl.

Og her bliver hans historie en anelse anderledes end, hvad mange iværksættere kan berette.

– Jeg lagde et budget fra begyndelsen. Jeg får den samme løn hver måned, og jeg har til min pension. Jeg vil sige, at min familie dårligt kan mærke forskel, smiler Peter Køberl.

En mere kommerciel kurs

Men selv om hans debut som iværksætter er blevet en solid forretning, lægger Peter Køberl an til at sende virksomheden ud i en ny bane. Med hjælp fra hans mentor, Per Lachenmeier, chef for Sønderborg Erhvervs og Turistcenter, er han i færd med at dreje forretningen i en mere kommerciel retning.

– Per har hjulpet mig til at fokusere på egne innovative standardiserede produkter. Idéen er, at vi satser på tre produktgrupper inden for LED-display, -skilte og -belysning, siger Peter Køberl.

Og selv om idéen om vækst er den rigtige, erkender han blankt, at trods en karriere som salgschef er det produktudviklingen, som fascinerer ham – ikke rollen som leder bag et skrivebord.

– Det er her, jeg har en udfordring, for jeg har ikke lyst til at være direktør for 20 mand. Det er bare ikke mig. Så vi er ved at være klar til at tage de næste skridt med at få en leder ind til den daglige drift, siger Peter Køberl.

Men det næste spring i virksomhedens udvikling vil ske efter samme skabelon, som har bragt den sikkert gennem de første år:

– Jeg er ekstremt forsigtig. Jeg vil ikke have, at pengene fosser ud, uden at jeg får noget for dem.

Bragt i Business Syd 31. marts 2013