Trusselbreve og periodisk pressehetz er prisen for høj cigarføring i medierne som dansk films førstemand, mener Peter Aalbæk Jensen, der markedsfører sit filmselskab, Zentropa, med åbent ansigt og nøgen krop. Men er det nok til at overleve i et mediemarked under voldsomme forandringer?

Af Peder Bjerge
Om han optræder som sjofel julenisse i landets aviser eller hopper nøgen i en fransk swimmingpoolkun iført en cubansk cigar, er Peter Aalbæk Jensen sikret overskrifter i både danske og udenlandske medier.

Måske er det knap så spektakulært som da den trinde rejsekonge Simon Spies kørte i karet gennem Københavns gader. Måske dansk discount ved siden af amerikanske Steve Jobs, når han præsenterede den sidste nye iPhone eller iPad. Men alligevel er den danske filmdirektørs gråskæggede grin blevet synonymt med millionforretningen Zentropa, der står bag en lang række af de mest succesfulde danske film.

Om nogen er Peter Aalbæk Jensen sikker på mediernes opmærksomhed, når han erklærer sin afsky for små-nussede SF’ere eller smider kludene for den undrende verdenspresse.

– Jeg har ikke lavet en kynisk beregning af det. Men jeg kan da godt regne ud, at står jeg i bar røv, så rykker jeg fra side 18 om til side tre i avisen, siger Peter Aalbæk Jensen.

Synlig eller usynlig

Ifølge ham er der intet nyt under solen.

– Den har virket i 20 år, og jeg griner hver gang. Her for nylig skulle Danmarks Radios »kanal klog« lave et program om Zentropa. Og det første, de spurgte om, var, hvornår jeg skulle bade nøgen. Fint, sagde jeg, det skal jeg nu.

Peter Aalbæk Jensen fortsætter:

– Dybest set kan man vælge to veje. Man kan vælge at være usynlig, og det er der en masse fordele ved som virksomhedsleder. Man kan også vælge at være synlig, siger Peter Aalbæk Jensen.

Fordelen ved den sidste vej er, at han nemt kommer til orde i de danske medier blot ved at have en mening.

– Omvendt ved jeg, at samtlige journalistelever i Danmark drømmer om at få spiddet mig. Jeg får jo en kæmpe røvtur i medierne sådan cirka hvert femte år, hvor der er et eller andet blad, der kaster sig hæmningsløst over mig i 14 dage. Og ind imellem har jeg da tænkt, hvor ville det være nemmere bare at gå i et med tapetet, siger Peter Aalbæk Jensen.

Fyr alle de kloge

Han er vant til kritikken og de store overskrifter om forfulgte praktikanter og bilag for middagsselskaber. Han lever med risikoen for at blive hevet ind foran de snurrende tv-kameraer til fri beskuelse fra samtlige af landets hjørnesofaer. I de situationer tror Peter Aalbæk Jensen ikke på, at dyre kommunikationsrådgivere er til megen hjælp.

– I stedet gør jeg det eneste rigtige: Inden interviewet går jeg ind på en dyr restaurant og spiser en middag med en god flaske rødvin. Jeg duer ikke til alt den slags, hvor man har forberedt alt det, man skal sige. Så vil jeg hellere have tanket op med en god Châteauneuf-du-Pape, så jeg reagerer impulsivt.

Han fortsætter:

– Jeg er administrerende direktør, og jeg skal kunne svare på det, vi bliver spurgt om. Og hvis jeg svarer, at det ved jeg ikke noget om, er det jo også et regulært svar.

Og Peter Aalbæk Jensen har aldrig overvejet at lade et lag af beskyttende kommunikationsmedarbejdere skærme sig mod pressens uønskede spørgsmål. Som han ser det, er det snarere et problem, at alt for mange administrerende direktører anvender præfabrikerede kommunikationsstrategier. De skader mere end de gavner, er hans konklusion.

– Jeg synes, at det er synd, at så mange virksomheder bliver indfanget af en skabelon, hvor en stakkels direktør sidder med nogle dumsmarte, overuddannede kommunikationsrådgivere, der forsøger at gøre ham til noget, han ikke er.

Faktisk mener han, at danske virksomheder burde gå helt anderledes til værks, hvis de vil være troværdige i omverdenen.

– Fyr alle de kloge og eksperterne, siger Peter Aalbæk Jensen.

I stedet bør en virksomhedsleder turde være sig selv, også selv om han eller hun måtte være ordknap og utilnærmelig.

– Man skal ikke gøre vold på sig selv. Hvis man er en forsigtig virksomhedsleder, skal man jo ikke flirte med pressen. Og omvendt er man ekshibitionistisk som mig, hvorfor så ikke bruge lige det karaktertræk i profileringen af virksomheden, siger Peter Aalbæk Jensen.

Vrælende og vanartet

Han er bevidst om, at plakaterne med ham som nissemand med erigeret lem, den høje cigarføring og nøgenbadning for verdenspressen kan have andre omkostninger end ubehagelige overskrifter.

– Selvfølgelig får jeg også nogle trusselbreve ind imellem, men det kan jeg også leve med, siger Peter Aalbæk Jensen.

Til gengæld føler han, at Zentropa har løftet den danske filmbranche fra bunden af fjerde division til at være
leverandør af film til hele verden.

– Zentropa er mit barn. Et stort, vrælende og vanartet barn, der til tider har lidt DAMP. Men det er også et barn, der har løftet eksporten af danske film fra nul procent til at være en primær indtægtskilde for dansk film, siger Peter Aalbæk Jensen.

Et af de afgørende redskaber har været at skabe historier om filmene, der kunne fascinere ikke bare journalisterne men også det brede publikum. Det værste, der kan ske for Zentropa, er at være anonym.

– Selvfølgelig skal selve produkterne være gode, men vi skal fandeme også have de rigtige historier omkring dem. Hvis ikke du har en historie omkring dine produkter, er det sindssygt dyrt at markedsføre dem, siger Peter Aalbæk Jensen.

Ind i mellem går den »gale« strategi dog grueligt galt, som da Peter Aalbæk Jensens partner, filminstruktøren Lars von Trier, kom for skade at udtrykke sympati for nazismen.

– Det var et skrækkeligt forløb, men efter sårene er slikket, så passer det ind i myten om en genial og gal kunstner. For værdien af vores bagkatalog af filmrettigheder var det meget godt.

Igen handler det om at få skabt en historie, der drager de mulige kunders opmærksomhed. Og dette parameter bliver endnu vigtigere i fremtiden, hvor digitale platforme som Netflix og andre filmkanaler skærper konkurrencen om nye kunder.

– Vi er et lille land med et sprog, som ingen forstår. Men der er tilpas mange nørder i denne verden til, at der er et større marked digitalt end der var i den gamle analoge verden, siger han.

Peter Aalbæk Jensen peger på Indien som et muligt nyt marked for Zentropa.

– I Indien er der en hel mellemklasse med bredbåndsforbindelser. De har aldrig set andet end indiske film. Og er der 1,3 milliarder mennesker i Indien, så er der måske også 50.000 kunder til mig.

I samme åndedrag nævner han et eksempel fra Japan, hvor man kan finde en klub, der samler på kunstplastikposer fra den danske supermarkedskæde Irma.

– Der er en menighed for alt. Og her skal vi skabe historierne om vores produkter, der fanger deres interesse, så de går på Netflix for at hive filmene hjem.

Dødsdom over sure kunstnere

Peter Aalbæk Jensen grundlagde sammen med filminstruktør Lars von Trier grundlagde Zentropa i 1992. Zentropa havde sin kunstneriske storhedstid i 90’erne, hvor selskabet fulgte sin egen kurs og brød med en række af filmbranchens mest fasttømrede konventioner, blandt andet i form af Dogme95, der udfordrer det konventionelle
filmsprog. Zentropa blev også kendt for en usædvanlig struktur uden styring ovenfra.

– Jeg var træt af at høre på statssubsidierede kunsterne, der var sure. Det burde der være dødsdom for. Man kan da ikke bo i Danmark, få offentlig støtte til at lave kunst og være sur. Det kan man ikke tillade sig. Her gælder det bare om at komme ned på knæ og takke Gud for, at man ikke er kulminearbejder i Columbia, siger Peter Aalbæk Jensen.

Bragt i Erhverv-Danmark 27. november 2013